Ensfarvet rød

Jeg er stødt på denne interessante artikel på internettet, skrevet af dyrlæge Mette Lybek Rueløkke, en af vores tidligere mest fremtrædende opdrættere af Ensfarvet rød.... hun har opdrættet røde igennem en periode på over 7 år og mange af hendes dyr optræder idag i mine dyrs stamtavler. Artiklen blev skrevet i 1993, men den er stadig meget aktuel, da der ikke er mange rød-opdrættere i Danmark, hvilket er en stor skam for racen. I håb om at flere får øjnene op for de dejlige dyr, bringer jeg her Mettes artikel:

Ensfarvet rød - en smuk, men forsømt race!

 

Af Mette Lybek Rueløkke (1993)

 

 

Ensfarvet rød er en af vores ældste racer, men langt fra den mest populære.  Til forskel fra andre ensfarvede racer har den aldrig haft en stor hengiven fanskare, der prøver at avle den til fuldkommenhed. Derfor kan de røde sjældent konkurrere med andre ensfarvede, end ikke om titlen AOC (Any other colour) "Svarer vel til bedst i gruppen (BIG)".

 

Som en stor beundrer af de røde, kan jeg virkelig ikke forstå, hvorfor de ikke appellerer mere til marsvineelskere, men der er måske en eller flere grunde. Først og fremmest har alle røde rygte for at være vilde. Intet kunne være mere forkert. Marsvin bliver kun tamme af at blive håndteret og nusset om og da de røde ofte bliver holdt som sekundær race i opdrættet, er det meget sandsynligt, at de bliver håndteret mindre, end de burde. Mine røde har god appetit, er meget nysgerrige og tillidsfulde, ofte næsten naive små skabninger, meget livlige, men aldrig vilde. Mange af dem er store personligheder.

 

Den anden grund kan være, at de røde aldrig vinder de store præmier. At vinde er meget vigtigt for mange opdrættere og de mister modet, når de ser andre ensfarvede racer vinde alle priserne. Og jo færre avlere, desto mindre genetisk fremskridt bliver der skabt i avlen.

 

Endeligt, fordi der er langt mellem opdrætterne, kan det være vanskeligt at finde tilgængeligt avlsmateriale. Mange nye marsvineopdrættere, der kommer til udstillinger for at beslutte, hvilken race de vil opdrætte, vælger ikke de røde, fordi der ingen er til udstillingen, så de overvejer end ikke muligheden. Selv ved Bradford Championship skow i 1993 var der kun tilmeldt 10 røde og mange af disse dukkede aldrig op. Ved samme lejlighed blev der fremstillet mere end 100 ensfarvede sorte!

 

For mig var det kærlighed ved første blik til den ensfarvede røde race og jeg fandt snart mig selv med et avlsgrundlag af hunmarsvin fra Margaretha von Wedel i Sverige fra en stamme, der oprindeligt kom fra Worthing (pæne all-round dyr uden at brilliere på nogen særlige punkter), et avlspar fra Mrs. Vermeulen i Holland (der udmærkede sig på hoved, ører og øjne) og to hanner fra Bebbington, den mest succesfulde avler i England på det tidspunkt, (der udmærkede sig på farven). Jeg troede så, at intet kunne være lettere end at blande alle disse 3 stammer og udvælge de bedste ved at forene alle de gode egenskaber og så begynde at vinde. Hvad jeg glemte at tage med i betragtning var, at foruden at indføre alle de gode egenskaber fra alle stammer, så kom alle de dårlige egenskaber også med i købet og de var de mest dominante!  Endvidere viste en af hannerne fra Roger Bebbington sig at være temmelig ufrugtbar og han ville kun lave unger under ganske specielle forhold. For det første så skulle hunnen være meget lille og meget lys i farven og det var et absolut krav, at hun var jomfru. Og så kunne han kun avle med succes om efteråret. Men endelig lykkedes det ham at blive far til en ordentlig han, som heldigvis var mindre selektiv i hans valg af partner og som ligger bag hver eneste marsvin, som jeg har i dag.

 

De første generationer var generelt meget jævne dyr med højt ansatte ører, små øjne, mørk gylden farve og et langt og smalt hoved. Problemer som lyserøde øjne, ørefolder og pelsfejl dukkede ofte op. Lejlighedsvis, var der dog en undtagelse imellem, hvor alt synes at komme rigtigt på plads.

 

Trods alle vanskelighederne er det lykkedes mig at avle to danske champions. Min bedste hun er Lybeks Bloody Mary, som er dansk og svensk champion med 8 certifikater tildelt af 6 forskellige dommere af 5 forskellige nationaliteter (3 certifikater tildelt af mindst 2 forskellige dommere, giver en champ-titel). Hun vandt 2 BIS og adskillige BIS placeringer incl. en BIS4 ved Det Skandinaviske Mesterskab i 1991. Nu, efter ca. 7 generationer, synes afkommet mere ensartet og definitivt bedre end grundstammen, men der er stadig langt endnu.

 

Standarden.

 

Standarden sigter mod en dyb mahogni farve med matchende ører og mørke øjne. Det betyder for mig en meget mørkerød farve med et skær af blåt, for at få farven til at se endnu mørkere ud. Pelsen skal være gennemfarvet helt ned til huden. Der er nogen uenighed om ørefarven, da mange dommere ikke kan lide de mørke, næsten sorte ører, som mange røde har nu til dags, men det er min mening, at hvis marsvinet har den rigtige dybe mørkerøde farve med et blåligt skær, så må den matchende ørefarve være meget mørkebrun. Normalt er underfarven lidt lysere, så trimningen må udføres meget omhyggeligt for at undgå uens farve på siderne.

 

Et andet vigtigt træk er type og her ligger den virkelige udfordring hos den ensfarvede røde. Uheldigvis er det meget almindeligt, at marsvin med den korrekte farve har en meget dårlig type, lille med smalt hoved og krop. Modsat har lysere marsvin bedre type med god størrelse, bredt hoved, god snude og skuldre. Men det burde være muligt ved omhyggelig udvælgelse og avl at forene god type og farve i det mindste i en lille procentdel af afkommet.

 

Pelsen varierer meget. Voksne hanner får ofte en lang og grov pels, hvilket er grunden til, at jeg kun lejlighedsvis udstiller voksne hanner.
Men ulig nogle af de andre ensfarvede racer, bliver pelsen aldrig rigtig fedtet. Hunner kan også have en meget lang pels, men en hel del har en meget blød og naturligt skinnende kort pels og disse hunner er mine favoritter til avl og udstilling. En let trimning, et bad og lejlighedsvis gnubben med en nylonstrømpe og de skinner smukt. Man må passe på pelsfejl ved øjet, kjoler og ”side-whiskers”, da de dukker op nu og da.

 

Øjnene skal være store og frejdige. Mange røde har små og mandelformede øjne. Jeg avler aldrig på sådanne dyr. Ører kan ses i alle mulige udformninger og ansatser, men store og nedadhængende ører foretrækkes. Ørefolder kan dukke op, men bør undgås i avl. Kondition kan der let fodres til, da de røde har god appetit. Gode avlshunner beholder deres faste kropsform efter fødslen, selvom nogen får en tendens til pæreform.

 

Avl.

 

De røde er gode i avl. De er generelt meget frugtbare og får ofte kuld på 4-6 stk. De er ikke særligt udsatte for drægtighedssyge. Efter at have fået 200 kuld, har jeg kun mistet en håndfuld hunner på grund af drægtighedssyge. Hunnerne lever længe og kan få mange kuld. Og de er gode og kærlige mødre. Fødslen af ungerne går hurtigt og giver sjældent komplikationer.

 

For at undgå at over-udstille mine bedste hunner, udstiller jeg dem kun en gang eller to, når de er under 5 måneder og mellem 5 – 8 måneder. Så trækker jeg 1-3 kuld på dem og bagefter bliver de fodret op til udstillingskondition og bliver udstillet, indtil de bliver for gamle og trætte, men aldrig mere end én gang om måneden. (Dette er muligt, fordi der ikke er så mange udstillinger i Danmark som i England). Det kan være en af grundene til, at jeg har så få problemer i avlen. Hunnerne bliver sat til han, når de er 6-8 måneder.  En han kan sættes sammen med en hun og parre hende, lige så snart at han er gammel nok eller han kan gå sammen med en ældre han, indtil han er omkring 4 måneder.  Jeg plejer at lade hunnerne hvile 1-2 måneder efter at have taget ungerne fra. En god avlshun bliver brugt, indtil hun er ca. 2 år, men jeg er sikker på, at hun kunne fortsætte i avlen et års tid mere, hvis jeg tillod det.

 

Normalt bruger jeg en mørk han med et almindeligt hoved på en lysere hun med et kønt hoved, men lejlighedsvis gør jeg det omvendt, da jeg får nogle få hanner med et bredt og maskulint hoved, som er for lyse. Mindst en af forældrene må udmærke sig, hvad angår ører og øjne.

 

Når ungerne er født, så kigger jeg dem efter så hurtigt som muligt, for at se om der er nogen ørefolder.  Jeg kigger også efter et bredt hoved og en god snude. Farven er chokoladebrun hos de nyfødte unger, men man kan tidligt vurdere farven ved at se på top- og bundfarve. Unger med en top-farve, der er synligt mørkere end underfarven, er lovende, mens unger med mørkere underfarve bliver alt for lyse som voksne.

 

Når ungerne vokser til, ændrer farven sig adskillige gange fra mørk til lys og tilbage til mørk. Min erfaring er, at unger med store farveforskelle mellem de mørkeste og lyseste stadier  og som kan synes næsten tofarvede til tider, vil få en dårligere farve – top såvel som bund – som voksne, sammenlignet med marsvin med et gradvis og mindre udtalt farveskift. Men ingen regel uden undtagelser og temmelig ofte viser en meget lovende unge sig at blive for lys. Desværre sker den modsatte situation… at en lidt dårlig farve bliver meget bedre end forventet… næsten aldrig. Farven er ikke fuldt udviklet, før marsvinet er mellem 1 og 2 år.

 

Udstilling

På grund af farveændringerne kan kun få røde udstilles, før de er 4 måneder, men da farven bliver ved med at forbedres, er den bedste udstillingsalder mellem 1 og 2 år og endda ældre. Så en hun af god kvalitet kan let få et par kuld, før hun bliver fodret op til udstillingskondition. De rødes gennemsnitsalder er længere end gennemsnittet og de holder sig i form længe, så de er udstillingsegnede i en temmelig lang periode.

At håndtere de røde er lige så nødvendigt som ved andre racer for at få dem til at føle sig trygge ved dommerbordet. Et marsvin, der ligger fladt på bordet af angst eller farer rundt for at undslippe, præsenterer sig ikke til sit bedste.

Trimningen må udføres med omhu. Trimningen bør starte allerede flere uger før udstillingen for at opnå det bedste resultat. At starte for sent betyder, at du må vælge mellem at efterlade pelsen for lang eller acceptere en vis grad af uensartethed på flankerne, hvor den lyse underfarve vil skinne igennem og bare pletter kan hurtigt opstå, når man giver dem en hurtig-dagen-før-udstilling-trimning, hvor mange hår fjernes på kort tid. Denne metode er også mere smertefuld for marsvinet.

Farve og pels forbedres bemærkelsesværdigt ved at give marsvinet et bad nogen få dage før udstillingen. Bagefter kan pelsen gnubbes med en nylonstrømpe - både for at give den den ekstra glans, der gør de røde så attraktive - men også for at få pelsen til at ligge jævnt over hele kroppen, så ingen uensartethed er synlig.

Når jeg ser et af mine røde marsvin sidde på dommerbordet og præsentere sig til sit bedste, i god konditon, med skinnende pels og en jævn og dyb rød farve, så er det for mig et af de smukkeste syn og jeg er sikker på, at min kærlighed til de røde vil vare evigt.

Mit håb er, at denne artikel vil skabe mere interesse for denne glemte og forsømte men smukke race, så flere marsvineelskere vil gøre et forsøg. Selvfølgelig er disse mine egne erfaringer og mit opdræt kan variere let fra det engelske, så hvis nogen har noget at tilføje til forskellige dele af min artikel, er jeg meget interesseret i at vide det.  Men en ting er sikker: Forbedring af racen kommer ikke over en nat, men har behov for en masse arbejde, ligesom det er sket i andre mere succesfulde farver de sidste årtier. Så i gang folkens, inden det er for sent!

  

Link til originalartiklen:

http://homepage.ntlworld.com/cavies/escc/selfred.htm