Ensfarvet rød og californians - også i skimmel, satin og crested

Du er her: Hjem > Artikler > Kloklipning

Kloklipning

Kilde:  Særtryk fra: Dansk marsvineklub, Rødstensvej 26, 4780 Stege.

Eftersom marsvinet ikke får slidt neglene på Perus tørre jord, må vi erkende, at det er vores sag at holde dem trimmede. Al begyndelse er svær og mange viger tilbage for selv at gøre det, at skræk for at klippe forkert. Det er ærgerligt, for enten tjener dyrlægen / dyrehandlerne på det - eller værre: det bliver ikke gjort. Konsekvensen af for lange negle er, at de bliver mere og mere krogede, hvorefter de generer trædepuderne og det kan ende med fodbylder og uoprettelige negle.
Hvis du er lidt nervøs kan du først alliere dig med en lille flaske klip-Stop ( Apoteket ), der standser blødningen, hvis du skulle ramme forkert. Det kan også være en hjælp at få en anden til at holde dyret. Mange anvender en tre-i-ener, fordi den er nem at håndtere, ligger godt i hånden og lige passer til at slutte sidelæns om neglen, men det er smag og behag, man kan købe forskellige slags sakse hos dyrehandleren til formålet.
Sæt dyret på skødet og hold det ind til dig med håndfladen, mens tommel- og pegefinger får et fast greb om forpoten ( kløerne vil spredes, når fingrene er placeret korrekt ), klip neglene med den anden hånd, Bagpoten håndteres ligesådan, men nu er det klippehånden, der trykker dyret ind til dig. Herefter vendes marsvinet og succesen gentages.
Neglen klippes 1 - 2 mm. under blodåren, der løber gennem neglen. Blodåren er nem at se på lyse klør, med de mørke må man "sjusse" sig frem. Og skulle uheldet være ude, skal blødningen stoppes. De seje kan klemme om neglen et stykke tid, det vil standse blødningen, ellers anvend Klip-Stop på et stykke vat.
Det kan godt være, at dyret protestere idet der klippes, men det gør altså ikke særlig ondt, da der næsten ingen nerver er i det område, og en evt. vedvarende hylen skyldes forskrækkelsen.
Held og lykke - øvelsen skal nok komme! Og husk: at jo tidligere man starter med dyret, jo nemmere bliver det hen ad vejen, så begynd allerede med ungerne - selvom kløerne ikke er lange, kan spidserne altid nippes af !


Rigtigt:  Klip ifølge stregen, enten lige over, eller så klippet følger neglens indvendige bue. 

Forkert:  Aldrig sådan! - så vil neglen flække.

« forrige  |   top  |   næste »

Powered by CMSimple | Template by CMSimple | Login