Ensfarvet rød og californians - også i skimmel, satin og crested

Du er her: Hjem > Artikler > Hun eller han - eller 2 hanner sammen?

Hun eller han - eller 2 hanner sammen?

Som ny køber opstår tit spørgsmålet: Hvad skal vi vælge hun eller han? Går 2 hunner bedre sammen end 2 hanner?

Til spørgsmålet om hvad man skal vælge, hvis man ikke lige står og vil have unger, kan man lige så godt vælge 2 hanner. hanner bliver som regel hurtigere tamme, de er nysgerrige og har tit stor personlighed... og nej, hanner lugter ikke mere end hunner.
Hanner kan lugte lidt, hvis de går med en hun i brunst, men det er kun i den periode, hvor han vil gøre indtryk på hunnen, at han kan udsende lidt "dufte" fra en kirtel bagpå. Det er marsvins urin i forbindelse med gammelt foder og hø, der kan komme til at lugte, hvis man ikke får gjort rent ved dyrene ofte nok.... Et par marsvin, der går sammen i et stort tremmebur, kan gå faktisk lugtfrit, hvis man gør rent et par gange om ugen.

Jamen, vil 2 hanner ikke slås? Nej, som regel ikke hvis man tager højde for følgende forholdsregler:

Et par kuldbrødre eller hanunger fra en opdrætter, der er vant til at gå sammen, har sat rangorden fra starten og kan som regel altid blive ved med at gå sammen, forudsat at de ikke har gået med hunner.

Har man en ældre han, kan man som regel altid uden problemer sætte en ung hanunge (1-2 måneder) ind til ham. Den unge han vil ikke forsøge at udfordre den ældre han. Den ældre han vil brumme og nok forsøge at parre ungen, men hurtigt falder der ro over dyrene og de vil være glade for hinandens selskab.

Der kan naturligvis opstå småskænderier hen ad vejen, men så længe at de ikke forsøger at slås rigtigt - står med vidtåben mund og klaprer tænder, ruller rundt så totterne fyger, så er der ingen grund til bekymring.

Blot skal man ikke forsøge at sætte en hun i samme bur som hannerne- det vil som regel føre til slåskamp. Hvis den ene han har været ude på damebesøg, skal man heller ikke regne med, at de kan gå sammen bagefter. De bør heller ikke adskilles for lang tid ad gangen... så er de måske heller ikke venner bagefter. Hvis man f.eks. tager den ene han til udstilling og han er væk i måske 1-2 dage, så kommer han hjem efter udstillingen og lugter anderledes, hvilket kan give problemer.

Selv bruger jeg altid at sætte unghanner, der lige er taget fra deres mor, ind til en voksen han. Han vil så opdrage på dem og de lærer at indordne sig.

Kastration af en han får den ikke til at ændre adfærd... den vil opføre sig præcis ligesom før og forsøge at parre hunner, hvis der skulle være nogen i nærheden. Det er naturligvis en god idé, hvis man vil have et marsvinepar (han og hun) til at gå sammen uden at der kommer unger. Eller mange opdrættere bruger at have en kastrat til at holde styr på en flok hunner.

Når du skal sætte 2 hanner sammen, er det bedst at rense buret og sætte en masse mad og hø derind, så bliver marsvinene hurtigt optaget af at spise.
Der vil nok opstå en masse brummeri i starten, hvor begge hanner vil forsøge at parre den anden, men som regel falder de hurtigt til ro. I modsat fald skal man være parat til hurtigt at skille de stridende parter. Gør det ikke med hånden... i hvert fald bør man have en tyk handske på og ellers smid et håndklæde over dyrene. Ellers kan man risikere et par sylespidse tænder i hånden, hvis marsvinene tager fejl af hånden og hinanden. Men som regel går det fint... med mindre det er voksne hanner, der begge vil dominere.
Ofte er det faktisk vanskeligere at få hunner til at acceptere hinanden, med mindre de er helt unge, eller de har en han at gå med også.

Til slut vil jeg sige, at overvejer du at købe ét marsvin, så bør du nok alligevel købe 2 for dyrenes skyld. Der er ikke meget mere arbejde med 2 dyr og de har meget glæde af hinanden... og vil ellers være overladt til sig selv mange af døgnets timer. Marsvin er meget sociale dyr og i flere lande er det f.eks. forbudt at have marsvin til at gå alene! Du vil ofte også kunne få rabat hos de fleste opdrættere ved køb af flere dyr.

« forrige  |   top  |   næste »

Powered by CMSimple | Template by CMSimple | Login